​Bøffeljagt i Arnhem Land, NT Australia juli 2009

​”There are no sealed roads, no grid power, no fences or gates, no man made water points, and little to no other evidence normally associated with urbanisation. The Arnhem Land region remains as one of the last few, true wilderness regions on the continent of Australia.”

​Den asiatiske vandbøffel blev indført til Australien i første halvdel af 1800 tallet. Den nuværende bestand stammer fra disse dyr som blev sat fri, da der ikke længere var brug for dem.

I Australien er vandbøflen især udbredt i Northern Territory, hvor den afgræsser bush og sumpede sletter. En stor tyr vejer over en ton, og skulle kunne måle sig med den afrikanske Kafferbøffel i aggressivitet og farlighed.Ad kringlede kanaler, kom jeg i kontakt med Espen, som bor og arbejder i det østlige Arnhem Land i en mineby som hedder Gove eller Nhulunby. 

Byen ligger i Aboriginal reservat, og det kræver særlig tilladelse at køre dertil. Man kan flyve til Gove fra Darwin og Cairns. Har man mod på at køre dertil i bil, må man være indstillet på en tur på 800 km af sandede veje der ofte er skyllet væk.

Hans Jørgen, Inger-Marie, Eva og jeg mødte Espen i Gove Airport, og herfra kørte vi små 3 timer mod syd til jagtområdet, hvor Espen og hans makker Luke har tilladelse til at jage af den lokale Aboriginal Community.

Vi var virkelig kommet ud i bushen nu, kun med GPS og egne markeringer var det muligt at finde vej. Vi fandt frem til Luke og Espens kone Karen, som var kørt i forvejen for at sætte den camp op, som skulle være vores hjem de næste 4 dage.

Campen lå ved et lille vandløb med frisk vand, vores telte var slået op, og der var gang i lejrbålet.

Vi var nu helt ude i The Australian Outback uden kontakt med civilisationen, men i verdens bedste selskab.

Bushen består hovedsagligt af spredte eukalyptus træer med en undervækst af græs og småbuske, som brændes af hvert år i den tørre tid. Nogle steder er der dog mere våde områder med tættere vegetation. Overalt ser man store og små termitboer. Der er et utal af termitarter.

Vi startede med at køre ud til The Flood Plain, som er en ca 10*10 km stor sumpet slette med et mylder af fugle: gæs, ænder, forskellige slags hejrer bl.a. mange hvide silkehejre. Her så vi også de første bøfler. Bøflerne græssede langt ude i sumpen, og det var ikke muligt at komme på skudhold.

Vi så i alt ca. 30 bøfler og på den anden side af sumpen gik en stærk tyr med nogle køer og en kalv

Espen og Luke diskuterede størrelsen på de tyre vi så. Det var mest sort snak for os andre. Hornenes længde og tykkelse er vanskelige at bedømme, især fordi bøflerne også kan være forskellige af kropsstørrelse. En bøffel, der er lille af krop, ser ud til at have store horn.

Vi delte os nu i 2 hold. Hans Jørgen og Inger Marie med Luke, Eva og jeg med Espen.

Vores hold fik kontakt med en tyr i bushen som Espen brølede ind på skudhold, men den var ikke stor nok. Hans Jørgen skød en lille gris og derefter var de kørt fast med bilen 3 gange. Meget tydede på, at det spor der førte over på den anden side af The Flood Plain, hvor vi havde set den store tyr, var ufarbart fordi det endnu var for vådt.

Næste morgen stod vi op kl. 5 og var af sted før solopgang. Espen Eva og jeg listede i nogle timer rundt i bushen hvor der var chance for bøfler. Vi så en ung tyr og flere Wallabyes, som jeg dog afstod fra at skyde af hensyn til bøffeljagten. 

Vi mødtes i nærheden af Aboriginal landsbyen med de andre og hilste på den lokale chief. På vejen hjem spottede Hans Jørgen en pæn tyr, og han og Luke fortsatte til fods. Efter en rum tid hørte vi 2 skud, og turens første bøffel var leveret med 2 velplacerede kugler fra den lånte 375 H&H Magnum. De massive messingkugler (Barnes X), var gået igennem en skulderknogle og sad under skindet på udgangssiden. Tyren var vel gået 20 m fra det første skud og var faldet i det andet.

Om eftermiddagen kørte Espen os alle i sin bil ud mod den anden side af The Flood Plain. Det er imponerende hvad der kan lade sig gøre i en Toyota når blot chaufføren ved hvad han skal.

Der var ca. 10 km gennem bushen og efter 7 km, turde vi ikke andet end at fortsætte til fods.

Ude ved sumpen, fik vi snart øje på den store tyr, som var sammen med nogle køer.

Espen og jeg startede nu en spændende pürsch, mens de andre blev tilbage. Der var dækning bag nogle småtræer et stykke af vejen, så blev vi synlige for køerne. Så snart de flygtede fulgte tyren efter, men i roligt tempo. Jeg tog anlæg, og da han kom fri, skød jeg skråt ind på bladet forfra. Tyren gav et hop fremad og blev stående med lavt hoved. Da han drejede sig lidt, skød jeg på hans anden skulder og han gik ned, forendt.​

​Det var en rigtig stor tyr og et drømmetrofæ for mig.

Aftenen ved lejrbålet blev lang – for de andre. Hans Jørgen og jeg fik ild på de medbragte Cuba cigarer og havde det herligt.

Næste dag så vi en stor tyr fra bilen, som Hans Jørgen gerne ville prøve. Den var flygtet med det samme, og vi optog forfølgelsen til fods. Vinden var ikke helt god og svøbte en del, så vi stødte ham 2 gange. 

Han forsvandt, og vi besluttede os for at gå tilbage i en bue. Efter ca. 1 km fik vi øje på ham. Han stod og sikrede med bagdelen mod os. Afstanden var ca. 60 m.

Luke var bekymret for, hvor længe tyren ville blive stående og bad Hans Jørgen om at skyde den på halsen, når den drejede hovedet.

Det gik ikke helt efter bogen: Tyren styrtede af sted, og Hans Jørgen skød nu andet skud. Jeg havde fået min riffel klar og nu kom tyren lige mod os. Hans Jørgens tredje skud og mit første faldt samtidigt og stoppede tyren. Den lå 5 m fra os.

Puh-ha! Det kunne vist være gået helt galt. Spændende når et bøffelhoved fylder hele kikkertsigtet.

Det var en meget gammel tyr med en masse ar efter slagsmål, og med slidte horn. Et pragtfuldt trofæ og en fantastisk jagt.

Når Hans Jørgen og jeg engang – om mange år – bliver gamle, vil vi sidde ved pejse ilden og skændes om, hvis kugle der stoppede tyren.

Vi havde nu - så rigeligt – fået vores bøfler, og den sidste tid i campen, jagede vi svin og Wallabyes. Jeg fik en rimelig orne ud af en rotte på 30 svin.

Der er ikke voldsomt mange svin i området, men dog nogle.

En pragtfuld ferie nærmede sig sin afslutning. Vi havde i 14 dage forud for bøffeljagten været turister i Cairns og i Darwin. Her var en 3 dages tur i Kakadu National Park med guide nok det mest enestående, men snorkling på Great Barrier Reef og sejlads​på Mary River med krokodiller og et enestående fugleliv, var tæt på.

Australierne er uhyre venlige og gæstfrie overfor udlændinge. Den enestående gæstfrihed vi modtog fra Karen, Espen og Luke i bushen, varmede helt ind i sjælen. Vi følte ubetinget, at vi havde fået nye venner, og håber på en masse kontakt i fremtiden.

Vil du se et par videoklip fra jagten så klik her

Malver Jagtrejser​​

Elverodvej 57 - 5462 Morud​​

Tlf: 65 96 44 40 / 20 70 42 02​​