Jagten
Jagten i Namibia forgår efter min mening på en jagtetisk mere forsvarlig måde, end mange andre steder i Afrika, herunder Sydafrika. Selv om der oftest jages under hegn, er arealer så enormt store at det ingen rolle spiller for vildtets naturlige adfærd. (jeg mener at Namatubis råder over et jagtareal på 60.000 ha.) I Sydafrika har jeg oplevet at der jages på mindre arealer og at der opfordres til at skyde fra bil. Det sidste kommer aldrig på tale på Namatubis. Reglerne for jagt er i det hele taget strengere og mere forsvarlige i Namibia.
Når vi har sommer i Danmark, har de vinter i Namibia, hvilket betyder at de har nattemperaturer ned til lige over frysepunktet og dagtemperaturer på 23 – 25 grader. Meget behageligt, men koldt om morgenen. En varm trøje er derfor nødvendig de første par timer af jagten. Solen går ned kl. 6 og står op igen kl. 6. Det blæser typisk lidt om morgenen og formiddagen, her er pyrschjagten formidabel. Jeg har oplevet en warthog familie på 5 meters afstand, som ikke anede vores tilstedeværelse.
Jeg havde zebra meget højt på min ønskeseddel, og det lykkedes efter en lang og nervepirrende pürsch at nedlægge en god ung hingst (4 – 5 år, uden bidmærker) med et skud på 150 m. Jeg havde flokken inde på mellem 100 og 150 m efter en lang kravletur på maven. Efter at Koch havde udpeget den zebra, som jeg måtte nedlægge fulgte jeg den i sigtekikkerten i 3 kvarter, hvor den bevægede sig rundt i flokken, uden at give skudchance. Vi havde god vind, og derfor rimelig god tid. Hele tiden stod den med røven til, foran eller bagved en anden zebra, eller delvist skjult bag et træ eller en busk. Jeg lå på maven med fast anlæg på en væltet stamme, og fik efterhånden krampe i nakken. Zebraen bevægede sig efterhånden lidt længere væk og til venstre for mig. Jeg kom op at sidde på bagdelen, og over Kocks skulder fik jeg endelig en god skudchance. Zebraen lå forendt mindre end 50m fra skudstedet, det var en pragtfuld fornemmelse, kulminationen på en fuldendt morgenpürsch.
Dagen efter fik jeg en god springbuck vædder efter en mindst lige så spændende pürsch. Vi havde en flok for, som var noget urolig fordi en flok Black Wildebeest havde spottet os og højlydt gav udtryk for deres mishag med vores tilstedeværelse. Flokken af springbuck var ikke klar over hvad og hvor faren kom fra, men bevægede sig nervøse omkring, mens vi med god vind forsøgte at kravle os ind på den i et savanne-lignende terræn uden megen dækning.
Det var ualmindeligt anstrengende, men endelig havde vi fået identificeret vædderen i flokken, og på 200 m sendte jeg kuglen af sted. Vædderen gik ikke ned, men rendte sammen med resten af flokken uden at vide hvorfra skuddet kom. På 230 m lykkedes det mig at sende endnu en kugle af sted, hvorefter bukken faldt. Puha, det var lidt for spændende, men endte heldigvis godt. Endnu en super jagtmorgen var til ende.
På anstand sammen med mine børn fik jeg skudt en rigtig god warthog. Børnene var musestille i 2½ time, fik set en mindre so med smågrise vælte sig i mudderet, og vi var egentlig ved at skulle gå, da en pænt stor keiler dukkede op. Riflen kom op, fingrene kom i ørerne, og warthogen rendte med synligt schweiss pumpende ud af kroppen. Vi fandt den forendt 30 m fra skudstedet.