Jagtrejse til Namibia juli 2005​

​I næsten en time havde vi pürschet forsigtig op mod vinden. 

Bushen var relativt let at færdes i, men det var sjældent muligt at se mere end 50 m frem. Foran mig gik vores vært, den professionelle jæger Kock Pretorius , partner i Namatubis Safaris.

Jeg var allerede dybt imponeret af, hvad Koch var i stand til at opdage i den relativt tætte bush.

Et øre der drejede sig, eller et øje der blinkede var nok for ham, mens jeg normalt først opdagede noget, når han udpegede det.

Flere gange kom vi tæt på antiloper, men enten var de for små eller også opdagede de os inden vi havde er reel skudchance. Så endelig skete det. I ly af et stort termitbo, kravlede vi frem til 2 Greater Kudu tyre, og efter at vi havde ventet lidt på at de faldt til ro, kunne jeg rejse mig og give den ene en lav hjertekugle med min Sauer 9,3*62.

Vi fandt tyren forendt 100 m fra skudstedet, og hermed kulminerede de første hektiske døgn på Peters og min jagtrejse til Namatubis Safaris i Outjo, ca. 4 timers bilkørsel mod nord fra Windhoek lufthavn.

​Vores tur var ellers startet ret dramatisk, med at vi Københavns lufthavn fik besked på, at vi ikke kunne komme af sted fordi South African Airlines strejkede. Mon ikke enhver kan forstille sig vores humør, da vi står med kuffert og riffel på vej tid en tur vi havde glædet sig til i mere end et halvt år ? Det var søndag, og umuligt at få fat i nogen der kunne hjælpe os.

Næste dag ringede Koch fra Namibia. Han havde booket os ind på et direkte fly Frankfurt – Windhoek, og efter at vi havde fået vores billetter ændret (uden ekstra omkostninger) kom vi af sted med et døgns forsinkelse. Puh ha.

Nå men vi skal måske starte med begyndelsen.

Jeg blev i begyndelsen af 2005 agent for Namatubis Safaris, som er et Hollandsk-Namibisk partnerskab, der sælger jagt på de arealer i Namibia, som Koch Pretorius dels ejer, dels disponere over, i alt ca. 50.000 Ha. Min opgave er at sælge jagt til danske kunder.

Jeg havde aldrig været på jagt i Afrika, så der var hundredvis af spørgsmål, som jeg ikke var i stand til at besvare. Ak ja livet er hårdt, jeg var simpelthen nødt til at rejse ned og undersøge forholdene.

Peter – som ikke svigter sin fætter i nøden – tog med, også han har en kærlig hustru, som forstår når pligten kalder.

Vi havde booket os ind på 5 dages jagt og en en-dages tur til Etosha nationalpark, der ligger ca. 100 km fra Namatubis jagtcamp.

Jagtvilkår

Vi var installeret i en jagtcamp ude i bushen. Vi boede i gode velindrettede telte med seng og plads til vores udstyr. I campen var desuden et hus (Lappaen)med bar og spiseplads, samt et hus med varmt og koldt bad samt WC. Oftest spiste vi på en terrasse foran Lappaen, hvor der hver aften var lavet bål og grill.

Om vinteren (= vores sommer) er der meget tørt i Namibia 25-28 grader varmt om dagen med en let brise. Det er meget behageligt. Om aftenen falder temperaturen hurtigt, og om natten er det ca. 5 grader, og helt ned til 0 grader. Vi sov dejligt i den kølige nat, der er meget stille, bortset fra lidt hylen fra sjakaler og en enkelt Kudu, der brokkede sig.

Om vinteren er man helt fri for stikkende og bidende insekter. Slanger så vi ingen af – de er ikke aktive når det er koldt – og Koch fortalte, at han i de år han havde gået på jagt, aldrig havde mødt en giftig slange på jagten. De findes naturligvis, men mødes ikke på jagt om vinteren.

Jagten foregik dels som pürsch, dels ved anstandsjagt i hochsitz ved vandhuller. Noget af reviret er indhegnet med vildthegn, noget er kun hegnet med kreaturhegn, som vildtet let kan forcere.

De fleste arealer vi jagtede på var uden bjerge, og pürschen var fysisk set ret let, men efter en time eller 2 kunne det knibe med at bevare koncentrationen, og skal man få øje på noget inden man støder det, skal man være meget koncentreret.

Jagt fra hochsitz var som det nu er de fleste steder. Dog blev jeg overrasket over hvor vagtsomme det meste vildt er overfor lyde. Et enkelt klik fra et fotoapparat på 100 meters afstand, var nok til at få dyrene til at flygte, medmindre der var meget vindstøj. I hochsitz havde vi rig lejlighed til at nyde de mange fremmedartede fugle.

Vi oplevede aldrig skudchancer på lange hold, og alle vores skud var på mindre end 100 m afstand.

Jeg havde min egen Sauer 9,3*62 med, og Peter lånte en 30-06, begge kalibrer fungerede godt. Mindste tilladte kaliber er 7 mm.

Namatubis tilbyder jagt på følgende arter: Kudu, Oryx, Springbuck, Cape Elan, Zebra (Burchells + Bjerg), Impala , Steenbuck, Black Wildebeest, Red Hartebeest , Blesbuck og Vortesvin.

Afrikansk vildt er som bekendt meget skudstærkt, og vi blev instrueret grundigt i hvor vi skulle forsøge at sætte skuddene. En kugle der er placeret i lunge eller waid, vil give en meget lang eftersøgning uanset hvor stor kaliber man skyder med, og de mest skudstærke antiloper f.eks. Oryx kan overleve både lunge og waidskud. Derfor langt frem og ikke for højt.

At jage i hegn

Mange rynker på næsen af jagt i hegn. Det minder lidt om at skyde i en dyrehave​-ikke ?

Hos Namatubis var hegnene ganske store ofte 5000 ha, og grunden til at mange hegner er simpelthen at de mest sky antiloper Elan, Hartebeest, Springbock tåler meget lidt forstyrrelse, og uden hegn vil bevæge sig meget langt bort.

​Her vil de med stor sandsynlighed blive skudt af farmere, som ikke har anden interesse i vildtet end at det er en kød ressource og en konkurrent til kvæget.

​Hegnene gør ikke jagten lettere, men de sikrer at der er vildt. Om jagten er let eller vanskelig, afhænger mest af om vildtet har været forstyrret.

Vildtet husker forstyrrelser meget længe, og tilpasser sig ved at holde sig skjult.

Skyder man blot nogle få gange ved et vandhul, vil vildtet søge andre vandhuller eller simpelthen drikke om natten.

Efter vores erfaring, var der ingen forskel på kvaliteten af jagten i hegn og udenfor hegn, men som så meget andet er dette en smagssag.

Jagtens videre forløb.

Vi havde et par dage, hvor vi var ”lige ved” adskellige gange, men hvor intet lykkedes. Sådan er det jo ofte med jagt. Vi havde flere chancer for vildt, som vi ikke havde på vores ønskeliste. Jeg havde bl.a. en chance for en kæmpe Cape Elan tyr, der gik sammen med nogle køer. Peter havde Oryx for, men enten var chancen ikke god nok eller også var de for små.

Vi ville meget gerne skyde Oryx og Vortesvin, og eftersom disse er talrige, burde det ikke være noget problem. Det lykkedes da også til sidst for os begge.

Oryx stod højest på min ønskeliste. Det er Namibias nationaldyr, og et meget smukt trofæ. Min glæde da det endelig lykkedes at skyde en god Oryx med et perfekt skud, var ubeskrivelig. Peter var med, og glæden blev ikke mindre af, at jeg kunne dele den med ham.

Sidste dags eftermiddag sad vi sammen i hochsitz ved et vandhul. Vortesvin, som jagten gjaldt er​umulige at skyde på pürsch, fordi de er næsten umulige at se i det lange græs, og i øvrigt bevæger sig hele tiden.

Efter ca. en times venten fik jeg øje på en enlig orne, der kom som en kampvogn ud af bushen.

For en gangs skyld så jeg den før vores sorte jagtassistent John, som ellers var enestående til at opdage og bedømme vildtet. John gav hurtigt tilladelse til skud, og Peter var hurtigt klar. Jeg fulgte ornen i kikkert, og præcist på det tidspunkt, hvor den kom fri af bushen, faldt Peters skud, og ornen var forendt i skuddet. Jeg havde lige så meget hjertebanken efter skuddet som Peter.

Vi slæbte grisen ind under hochsitzen, og ventede en time mere, så kom endnu en orne. Den var mindre, og John skulle have den helt tæt på, for at bedømme om den var god nok. Det var lidt nervepirrende, og i samme sekund som han sagde ”trophy” faldt mit skud. Det gik nok lidt stærkt. I hvert fald sad kuglen ca. 10 cm bag skulderen, og ornen styrtede af sted. Vi fandt den ved at følge det tydelige schweisspor ca. 100 m. Den var forendt, men det er alligevel tankevækkende, at et så relativt lille dyr kan gå så langt med en 15 grams kugle fra min 9,3*62.

Trofæer

Trofæjagt i Namibia er underkastet lovgivning, der forbyder eksport at trofæer under bestemte størrelser. Dette sikrer, at man som udenlandsk jæger kun får lov til at skyde ordentlige eksemplarer af de arter man jager. Altså trofæer, som man kan være bekendt at tage med hjem og vise frem.

Vores trofæer er af denne karakter. Vi har ikke skudt noget der kommer i Rowland Ward, men min Oryx er dog vistnok i medaljeklasse.

Peter og jeg er enige om, at så længe vi taler om fornuftige trofæer fra fuldt udvoksede dyr, er vi glade og fornøjede. Vores jagtglæde kan ikke måles i cm.

Etosha nationalpark

Denne indhegnede nationalpark er på 22.000 kvadrat km. Det svarer til halvdelen af Danmarks areal.

Etosha ligger ca. 100 km fra vores jagtområde, og Koch kørte os rundt i en del af parken, den sidste dag vi var i området.

Vi havde allerede inden da fået en introduktion til Etosha af den professionelle jæger Ewert, som vi jagede med en enkelt dag. Ewerts farm er nabo til Etosha nationalpark, og han fortalte, at man havde brugt hele​budgettet på at indfri regeringens valgløfter om øget beskæftigelse. Der var herefter ikke tilstrækkelige midler til at vedligeholde vildthegnet, og Ewert havde ofte problemer med at løver forcerede hegnet og tog hans kvæg. Han havde skudt 13 løver de sidste 3 måneder, og i hele sit liv over 100. Jeg mødte hans datter, som var på vej hjem fra sin kostskole. Denne spinkle gymnasiepige havde allerede skudt 3 løver. Teenagere har mange problemer.

Turen rundt i Etosha nationalpark var en stor oplevelse. Vi så det meste af det vildt der findes i Namibia, og ofte på ganske tæt hold. Der sker ingen form for jagt eller regulering i nationalparken, og dyrene var helt trygge ved biler. Jeg vil nok anbefale, at man bruger flere dage i denne enestående park, hvis man har tid til det. Der er utroligt meget at opleve.

Her i vinterperioden er der meget tørt, og vildtet trak naturligvis meget på de vandhuller som dels findes naturligt, dels er etableret kunstigt. Nogle af vandhullerne indeholder vand med dobbelt så stor saltkoncentration som havvand. Det er ubegribeligt at vildtet kan klare sig med saltvand og tørt græs.

I de egentlige ørkenområder kan Oryxen overleve helt uden at drikke – de kan dække deres væskebehov fra den vegetation de æder. De skal dog vænne sig til det sagde Koch. Det tror jeg på.

Hjemrejse

Det var med vemod, vi tog afsked med vores værter i Namatubis Safaris. På den korte tid var vi kommet til at kende dem godt, og til at holde af dem. Vi havde fået et ret indgående indtryk af deres livsvilkår, og af deres syn på tilværelsen. 

Grundlæggende er dette jo det vigtigste udbytte af en rejse, og jagtrejser giver her bedre muligheder en almindelige turistrejser. Vi lever jo sammen med dem næsten 24 timer i døgnet. 

Flyrejsen hjem gik planmæssigt, og nu skal vores indtryk deles med sagesløse venner.

Malver Jagtrejser​​

Elverodvej 57 - 5462 Morud​​

Tlf: 65 96 44 40 / 20 70 42 02​​