​Jagtrejse Masurien december 2006

​Borecka Heide, 16 500 Ha europæisk urskov, ventede os i det nordøstlige Polen.

Inden afgang fik vi besked på, at råvildtet var fredet fordi ulvene havde været hårde ved dem.

Alene tanken om at se en ulv, satte fantasien i gang, og faktisk lykkedes det en af deltagerne at se dette spændende dyr.

På reviret findes også Visent (den europæiske bison), Elg, Havørn, Kronvildt, Vildsvin og Råvildt. Alt dette så vi, Kronvildt og Vildsvin blev nedlagt. Udover de nævnte arter findes også Los og Bæver, som vi dog ikke så.

Jagten

Jagten gjaldt alene pürsch og anstandsjagt på Vildsvin og Kronvildt, og på denne årstid (december) er det mest effektivt at jage om natten. Der arrangeres ikke tryk- eller drivjagter på reviret.

Vi havde lagt vores jagt ved fuldmåne, men vi havde desværre ikke sne, som nok kunne have forbedret vores udbytte betydeligt.

Natjagt er både spændende og krævende, og især gode lysstærke kikkerter er helt nødvendige.

Hver mand nedlagde 2 eller 3 stk. vildt, og flere havde chance for mere.​

Masurien

Indtil 2. verdenskrigs afslutning, var Masurien en del af Østpreussen, og området var helt overvejende beboet af tyskere eller tysksindede masurer og kassuber.

Da russerne i januar 1945 rykkede ind fra øst, flygtede næsten hele befolkningen mod vest, og landet blev senere især befolket med polakker, der kom fra Hviderusland og Ukraine.

Det er svært for en dansker at forstå hvad der sker, når et land får ”nulstillet” sin historie fra den ene dag til den anden. 600 års (preussisk) historie forsvandt, og de nye indbyggere havde ingen lokal historie, og næppe meget interesse i at kende den gamle.

Området har altid været berømt for sine spændende jagtmuligheder, og reviret Rominten, som i dag ligger delvist nord for den polske grænse til Kaliningrad, var først de preussiske kejseres, siden nazisternes jagtrevir. I Rominten blev der dengang skudt kronhjort med gevirer over 12 kg., og der kan stadig skydes store hjorte i Masurien.

Vores revir Oberförsterei Borki på Pusca Borecka, ligger ca. 30 km syd for Rominten.

Masurien er de mange søers land, og også i skovene er der mange søer og meget sump. Der er meget løvtræ, og rødel er pga. sumpene et karakteristisk træ i skovene. Skovene er meget forskellige fra de skove man ser i Pommern, idet de overvejende er urskove, hvor træerne er selvsåede og diverse løv og nåletræer er blandede. Lokalt havde man i 2002 en meget voldsom orkan, som væltede store arealer. De er nu ryddet op og beplantede.

Erfaringer fra turen

Der er 3 måder at komme til Masurien på.

Man kan køre i bil via Tyskland og tværs gennem Polen. Det indebærer mere end 600 km på Polske veje, og man skal nok være meget glad for at køre bil, for at foretrække denne løsning.

Man kan flyve til Warszawa eller Gdansk, og så enten leje en bil, eller blive hentet. Det er en dyrere løsning, men lidt hurtigere, selv om der givetvis går en masse tid i lufthavne, og det er også begrænset hvad man kan have med af grej.

Vi valgte at køre gennem Sverige til Karlskrona, det er en tur på ca. 200 km fra Malmø. Færgen til Gdynia sejler kl. 21.00 og er fremme næste morgen. Vi sov i 2 og 4 mandskahyt, og det var ok.

Turen fra Gdynia til reviret var ca. 300 km på rimeligt gode veje. Denne løsning vil jeg også tage næste gang. Dog udelukker sejlturen, at man medbringer sin egen hund, det tillader rederiet ikke.

Der drives – stort set – ikke drivjagt eller trykjagt. Det meste jagt foregår på Pürsch eller anstand ved foderpladser. Kronhjort jages i brunsten i slutningen af september, og dette foregår oftest i dagslys, men senere på året, er det natjagt, der giver resultater. Man skal være indstillet på at jage ved meget lidt lys, og sne og/eller fuldmåne vil gavne sagen.

De lokale jagtførere var alle meget kompetente, og en af dem havde en schweisshund, som ved et par lejligheder viste, at den viste hvad det drejer sig om.

Indkvarterings forholdene var prima, og forplejningen ok.

Malver Jagtrejser​​

Elverodvej 57 - 5462 Morud​​

Tlf: 65 96 44 40 / 20 70 42 02​​